Ledigt a-kassemedlem
Ledig med dagpenge
Hvis du bliver ledig og er medlem af en a-kasse, har du forskellige rettigheder og pligter i forhold til jobcentret og a-kassen, som du skal kende for at kunne opretholde retten til dagpenge.
Du skal tilmelde dig jobcentret
- du skal melde dig ledig og arbejdssøgende på din første ledighedsdag. Du kan tilmelde dig gennem jobnet.dk eller i din a-kasse. Hvis du møder op personligt i Jobcenter Assens, kan tilmeldingen foregå der. Det skal også ske den første dag, hvor du er ledig. OBS! Først når du er tilmeldt, kan du få udbetalt dagpenge.
- Hvis du tilmelder dig som arbejdssøgende gennem Jobnet, skal du huske at udskrive eller gemme en kopi af kvitteringen på din tilmelding samt udskrive dagpengekort og ledighedserklæring.
- Når du er tilmeldt jobcentret, har du ret til at få udbetalt dagpenge.
- Du skal mindst hver 7. dag bekræfte på Jobnet at, du er arbejdssøgende.
Dit CV skal på Jobnet
- Du skal være aktiv jobsøgende for at have ret til dagpenge. Det betyder bl.a. at du skal i gang eller videre med at søge job. Du skal derfor så hurtigt som muligt, og senest tre uger efter, at du har tilmeldt dig som arbejdssøgende, udarbejde et CV. Et CV er en beskrivelse af din erfaring, uddannelse, personlige kompetencer mv. Dit CV skal lægges ind i jobcentret's landsdækkende database, jobbanken på Jobnet.
- Det er dig, der skal udarbejde CV'et, og dig, der har ansvaret at for oplysningerne er korrekte. Du kan altid få hjælp og vejledning til at udarbejde CV'et i din a-kasse, eller i jobcentret.
- Det er vigtigt, at du beskriver din erfaring og dine kompetencer så fyldestgørende som muligt. Det giver dig de bedste muligheder for at komme hurtigt tilbage i job.
- Du har ansvaret for at oplysningerne i dit CV løbende opdateres, så oplysningerne om dig er så korrekte. Arbejdsgiverne skal nemlig kunne finde dig, når de har ledige job, og jobcentret bruger oplysningerne om dig til at hjælpe dig med din jobsøgning.
- På Jobnet skal du løbende kontrollere, om der er kommet henvendelser fra virksomheder på baggrund af dit CV. På hjemmesiden kan du også se alle de aktuelle job. Der kommer nye job hver dag, så det er vigtigt, at du besøger Jobnet ofte. Jobnet indeholder bl.a. også gode råd om jobsøgning generelt.
Bekræft aktiv jobsøgning
- Når du er tilmeldt som arbejdssøgende i et jobcenter, skal du bekræfte, at du er aktiv jobsøgende mindst hver 7. dag. Det kan du gøre fra Min Side, når du alligevel er på Jobnet for at finde job.
Din kontakt, mens du er ledig
- Senest tre uger efter, at du har tilmeldt dig som arbejdssøgende, skal du deltage i en samtale med din a-kasse om bl.a. dit CV og din jobsøgning.
- Hvis du tidligere har været ledig og har udarbejdet et CV, som blot skal ajourføres, kan samtalen foregå via telefon med din a-kasse eller en af jobcentret's samarbejdspartnere.
- Du skal som minimum have kontakt med jobcentret eller jobcentret's samarbejdspartnere hver 3. måned, indtil du kommer i job igen. Den første samtale skal du have senest én måned efter tilmelding som arbejdssøgende, hvis du er under 30 år. Jobcentret kan altid hjælpe dig med din jobsøgning. Du kan også få tilbud om jobsøgningskurser eller anden uddannelse. Det vil afhænge af dit behov og af, hvilke jobmuligheder der er i dit lokalområde.
- I kontaktforløbet kan der indgå følgende aktiviteter:
- Afklaringssamtale om dine kvalifikationer og jobmuligheder
- Støtte til at lave ansøgninger
- Henvisning af job
- Kurser i jobsøgning
- Besøg på arbejdspladser for at afklare jobønsker
- Vejledning i brug af selvbetjeningsredskaber
- Samtale om jobplanen
- Til hver samtale skal du have fundet to ledige job, som du vil søge.
Spørgsmål til din a-kasse
Har du spørgsmål vedr. dagpenge, dagpengerettens længde, rådighedsreglerne, rettigheder og pligter skal du kontakte din a-kasse. På Arbejdsdirektoratets hjemmeside finder du en liste over a-kasserne. Du kan også finde flere oplysninger her
Afmelding
Når du kommer i job, skal du afmeldes jobcentret. Det kan du gøre på Jobnet. Du kan også henvende dig personligt eller telefonisk til jobcentret. Jobcentret afmelder dig automatisk, hvis du går på børnepasningsorlov eller efterløn. Dit CV bliver sagt i bero i forbindelse med afmelding.
Siden er oprettet 03.12.2010. Siden er opdateret 02.01.2012.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til
webredaktionen.