Assens Kommune
Udskriv Få siden læst op Tekstversion Sitemap English

Jordvarme

Jordvarme er en opvarmningsform, hvor varmeenergi udvindes fra jorden og anvendes til rumopvarmning og opvarmning af brugsvand via en varmepumpe. Varmeenergien optages fra jorden via en eller flere væskefyldte slanger, der nedgraves i jorden (horisontalt anlæg).

Jordvarmeanlæg kan også etableres med boringer (vertikalt anlæg), men disse anlæg er dyrere at etablere end de traditionelle jordvarmeanlæg. Hvis du påtænker at etablere en jordvarmeboring bør du kontakte Miljø og Natur inden du indsender en ansøgning.

Jordvarmeanlæg har en række fordele frem for andre opvarmningsformer, men skal etableres, så det ikke kommer til at udgøre en miljømæssig risiko. Væsken i slangerne består af vand tilsat et frostsikringsmiddel. Ved utætheder i de væskefyldte slanger er frostsikringsmidlet en mulig kilde til forurening af jord og grundvand.

Et jordvarmeanlæg må derfor ikke etableres uden forudgående tilladelse fra Assens Kommune, jf. bekendtgørelse nr. 1019 af 25. oktober 2009 om jordvarmeanlæg(åbner i nyt vindue)



Ansøgning om jordvarme

Ansøgning om tilladelse til at etablere jordvarmeanlæg kan ske på kommunens skema (åbner i nyt vindue) eller andet lignende skema, der som minimum giver kommunen de samme oplysninger.

Ansøgningen skal vedlægges en tegning, der viser, hvor varmeslangerne skal placeres på grunden. Til ansøgningen er en simpel, men illustrativ, skitse tilstrækkelig, men en målfast tegning skal eftersendes når anlægget er etableret.

I behandlingen af ansøgning vurderer kommunen blandt andet afstanden til omkringliggende brønde/boringer, grundvandsforhold og den tekniske udførelse af anlægget.

Kan der gives tilladelse til det ansøgte jordvarmeanlæg meddeler kommunen tilladelse med vilkår, der skal opfyldes ved etablering af anlægget. Før anlægget tages i brug, skal det dokumenteres, at det er tæt, og at en effektiv overvågningsfunktion sørger for, at eventuelle utætheder opdages straks.

Hvis et jordvarmeanlæg erstatter et eksisterende oliefyr, og olietanken sløjfes, skal olietanken afmeldes hos Assens Kommune. Se mere om sløjfning af olietanke her.



Information om skrotningsordning for oliefyr

I finansloven for 2010 er der afsat 400 mio. kr. til skrotning af ineffektive oliefyr. I den forbindelse etableres en tilskudsordning for skrotning af oliefyr. Energistyrelsen åbner op for ansøgninger d. 1. marts 2010.

Under forudsætning af, at et oliefyr skrottes, vil der kunne søges tilskud til følgende varmesystemer:

  • Væske/vand varmepumpe (jordvarme)
  • Luft/vand varmepumpe
  • Tilslutning til fjernevarmesystemet
  • Solvarmeanlæg, der kan installeres i kombination med et nyt fyr. Der kan dog kun søges om tilskud til solvarmeanlægget

Det er en forudsætning for at opnå tilsagn om tilskud, at arbejdet ikke er påbegyndt. Der må dog gerne indhentes tilbud fra installationsfirma og der må gerne søges om tilladelse til etablering af varmepumpe hos kommunen.

Se eventuelt yderligere information fra Energistyrelsen



Sløjfning af jordvarmeanlæg

Hvis et jordvarmeanlæg tages permanent ud af drift, f.eks. fordi det erstattes af en anden opvarmningskilde, skal dette meddeles til Assens Kommune. Jordvarmeslangerne skal tømmes for væske og væsken skal bortskaffes i henhold til kommunens anvisninger. Kontakt kommunen for nærmere oplysninger.



AddThis
Siden er oprettet 24.02.2010. Siden er opdateret 02.05.2012.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til webredaktionen.