Lone Grove fortæller om et liv med borderline
Diagnosen og børnene
Lone Grove, som selv lever med borderline diagnosen, havde til arrangementet fokus på forældre og børn som pårørende til borderline.
Hun er vokset op i en ganske almindelig familie, dog med en mor som var meget angst, men ellers en normalt fungerende familie.
Lone bliver uddannet lærer og som ung mor får hun diagnosen borderline. Man mener at det var Lones mors død og en anden traumatisk oplevelse, der gjorde at sygdommen kom til udtryk.
- Når tingene går galt for os med borderline, så går det meget galt. Det er som en bogreol, der er ved at vælte: Først falder de øverste bøger på gulvet, og så dem i midten og til sidst vælter reolen med ordentligt brag, fortæller Lone Grove og fortsætter:
- Når man har diagnosen borderline er tingene meget sort/hvid. Når man er glad - er man meget glad, når man er sur - er man meget sur. Man syntes enten, at folk er flinke eller dumme. Man handler meget impulsivt og uoverlagt uden at tænke på konsekvenserne. Man er lunefuld og uforudsigelig. Man har svært ved at styre sit temperament og sin vrede, især hvis man bliver bremset i at følge sine impulser. Man kommer let i konflikt med andre, man fylder meget – en overgang troede jeg faktisk selv, at jeg var narcissistisk, fortæller Lone.
Det svære valg
På et tidspunkt opdager Lone, at hendes store søn er begyndt at holde øje med hende, da han er bange for at der skal ske hende noget. Det er her, hun tager beslutningen om at anbringe børnene. Begge drenge på dengang 3 og 13 år anbringes derfor frivilligt på børnehjem. - Det var en svær beslutning, men jeg var simpelthen så psykisk ustabil og følelsesmæssigt uligevægtig, at jeg kunne se, det ville skade dem, at vokse op hos mig, siger Lone.
Lone er samtidig begyndt at drikke og kommer i alkoholbehandling og senere starter hun kognitiv behandling. Dette gør, at hun for første gang slapper af, og får den fred og ro hun har behov for.
- Det kan være svært at være i hus med sådan nogen som os, men en ting jeg syntes virker meget godt, er at lave aftaler når man er nede på jorden, det jeg kalder ”aftaler i fredstid”, hvor man aftaler hvor grænsen går og hvad kodeordet er, hvis man vil stå af. Det skal nemlig aldrig være svært at sige fra, understreger Lone: - Det kan godt være, man skal det igennem mange gange, men efterhånden giver det altså en vis form for ro i de enkelte situationer.
Hvor er du nu
Efter 20 år præget af indlæggelser på psykiatriske hospitaler har Lone tilkæmpet sig et socialt liv, men det er dog ikke mere end 6 år siden har hun accepteret sin diagnose.
- Jeg tænker ofte på noget min moster engang sagde til mig, når jeg var ved at køre op. "Tag det ene ben foran det andet og gå ud og lav en kop kaffe". Ja, det kan jeg da for fa’en finde ud af, siger Lone med et grin. -Det benytter jeg mig stadig af, for at få afledt tankerne og gøre noget jeg ved, jeg kan og samtidig kan overskue.
Lone har dyrket sine kreative evner, som også lå til grund for hendes uddannelse som folkeskolelærer og hun har nu fået et arbejde, hvor hun underviser og vejleder folk med psykiske problemer. Desuden tager hun ud og holder foredrag om livet med en psykisk lidelse.
- Det er vigtigt for mig, at der bliver sat ord på og talt om hvordan, det er at være i psykisk ubalance, fordi det er noget der rammer mange mennesker i vores samfund.
Ambitioner
- At det er gået så godt skyldes simpelthen, at der hele vejen igennem har været fokus på at opretholde tilknytningen til mine børn og familien. Derudover tror jeg, at det, at min far havde ambitioner på mine vegne, har betydet noget, ligesom jeg selv har ambitioner for mine sønner. Det, at der stadig er nogen som tror på én, det er måske en meget vigtig pointe.
Den ældste er netop blevet færdiguddannet som folkeskolelærer og den yngste går fortsat i skole og bor hos sine plejeforældre, hvor Lone altid har været velkommen.
Er du rask nu?
Om jeg er rask? Hmm, mine opgivelser fortæller mig at jeg er blevet ”rundere” og mere medgørlig med årene. Jeg har det meget bedre end jeg nogen sinde har turdet håbe på.
IKKE ET ORD OM RECOVERY, MEN JEG ER KOMMET MIG - slutter Lone foredraget af med.
